Antilfinkerne Ruger

Det er noget tid siden der sidst var nye fugle på matriklen, men Antilfinkerne fangede min opmærksomhed på et marked og prisen var rimelig for fugle på den størrelse

Første æg blev lagt for nogle dage siden i en lille halvåben redekasse, der hænger i ydervolieren. Jeg har kun set hunnen bygge på den, men har heller ikke holdt øje med dem. Rugningen startede først omkring 1. maj, da 3 æg var lagt. Indtil da overnattede begge fugle indendørs.

Antilfinkerne går sammen med et par sangtimalier i volieren på fem gange to meter med et lille inderum, hvor der bliver fodret. Sangtimalierne startede med at bygge rede, men de har det med at stoppe og smide æg ud, så nu er de blevet overhalet af Antilfinkerne.

Spændende at se hvordan første opdrætsforsøg kommer til at spænde af. Efter et år uden fugle, så er det dejligt at komme i gang igen, selvom året er startet meget uheldigt med mine Rødkindede pragttimalier.

4 tanker om “Antilfinkerne Ruger”

  1. Æggene klækkede som forventet og ungerne sås første gang på pind den 1. juni. Det var stadig og er stadig hunnen, der står for opmadningen. Hun hænger i tråden og venter på mad, så snart jeg nærmer mig. Hun sov i reden indtil ungerne var halvstore, så sad hun igen inde sammen med hannen hver nat.
    De tog en del universalfoder og opblødt frø. Men melorme og pinkies blev også taget med glæde. De tømmer det levende foder for indhold og smider hylsteret væk, så man skal ikke være bekymret for kitinindhold i melormene.
    I dag så jeg første gang 2 flotte unger – indtil nu har jeg ellers kun set en unge af gangen. Så det var en dejlig overraskelse.

  2. For et par dage siden startede de påny med redebygning i en anden halvåben kasse. Denne gang en mere frithængende kasse, så det bliver noget lettere at følge med.
    Ungerne tigger stadig mad fra hunnen, men hannen er efter ungerne, så første unge blev taget fra i dag, da jeg havde chancen i inderummet. Der er også sangtimalieunger i samme voliere, der skal ud snarest. De har allerede ruget i 10 dage på andet kuld, så det skal være snart.

  3. Det var ikke let for Antilfinkerne med den nye rede – der blev ikke lagt æg, før de flyttede redebygningen indendørs i det lille foderrum de har. Men i cirka samme type halvåben redekasse.
    Der blev lagt to æg, som lige er klækket – så det tog noget tid for dem at komme i gang igen, selvom de virkede ivrige.
    De to første unger er taget fra og går for sig selv.

  4. Atter to fine unger kom på pind forleden. Denne gang indendørs – hvilket har været heldigt nok med de massive regnskyl, der er kommet.
    De tager gerne frosne foderemner, men de foretrække melorm, hvis de får valget. Så jeg tvang dem til at skifte lidt dagligt.

Skriv et svar