For et par dage siden så jeg første gang hannen på reden, men de havde jo tidligere ligget på reden uden æg, så jeg troede ikke, at der var noget. Men et tjek i forgårs viste at der var to fine æg i reden og de ruger fint videre.
Denne gang har de jo bygget et nyt sted, og de har faktisk bygget en rede denne gang. Sidste år kom der jo ikke meget mere end et par stimler kokos og lidt græs i reden. Som jo også blev tømt flere gange. Eneste problem med placeringen er at den er udsat for nedløbsregn fra taget, så det kan jo være lidt voldsomt, så jeg skal lige finde ud af noget med en plade over thujaen for at beskytte mod det værste.
Men grundet de forbedrede indtryk under redebygningen, så har jeg en lidt bedre fornemmelse for opdræt end jeg havde med dem i sidste år. Det ville være rart med lidt unger igen – det er ved at være længe siden, at der er sket noget på den front.
Det lader til at min gamle hun ikke er så slidt alligevel. Efter at hannen har haft en færdig rede klar siden starten af april, så har hun nu endelig taget sig sammen og et hurtigt kig i dag afslørede 2 store turkise æg i reden. Jeg blev mistænksom, da jeg så at hunnen lå på reden. Det har nemlig kun været hannen tidligere.
Det eneste jeg har gjort anderledes er, at jeg har skruet op for det levende foder. Da mine pragttimalier og diademer skulle klække købte jeg stort ind, men da pragttimaliernes æg var ubefrugtede, så havde jeg en del levende madikker til overs, som jeg har været nødt til at bruge inden de forpupper, så skægskaderne har fået nogle store portioner og de har tømt skålen hver dag, så det kan være at de trængte til lidt protein…
Nu bliver det så bare spændende om der kommer unger og om det er til at holde liv i dem – skal der kæmpemelorm til? Og hvor længe ruger de?
EE
Den seriøse webblog for opdrættere af frugt- og insektædere på birdz.dk