Hallo Esben og Dennis!
Tak for jeres kommentarer til mit sidste indlæg. Dejligt at der er “nogen” derude, der vil hjælpe!
Umiddelbart efter mit indlæg på birdz, fremlagde jeg de samme spørgsmål på “Vogelforen”, og derfra meddelte en erfaren schamaopdrætter, at han fandt fodringen i orden. Senere kom jeg i tanke om, at vedkommende bor i sydtyskland, og dér starter avlssæsonen nok ½-1 md. før end den gør her i Danmark.
Efterfølgende har flere kommenteret håndteringen i forb. med sammenføringen ved pardannelsen, og henvist til en arbejdskreds med schamadrosler ( www.arbeitskreis-schamadrossel.de ) og deraf har jeg erfaret, at “jeg har sovet i timen”!! Omhyggelige daglige observationer af fuglenes adfærd, og især hannens (tre) forskellige sangtemaer, er en betingelse for et godt resultat. Når hunnen besvarer hannens kursang og reagerer på hans kurmageri (højt rejst hale- og gumpefjer samt sænkede vinger) skal sammenføringen ske straks – og det er her jeg har sovet!
Jeg observerede godt nok hannens sang og kur-position, men udover en svag sang fra hunnen bemærkede jeg ingen reaktion fra hende, og da dette fandt sted midt i marts måned, syntes også det var for tidligt at sætte fuglene sammen, i særdelshed ud fra det faktum, at unger klækkes efter 11-12 dage, så de næppe ville kunne klare en evt. kuldeperiode sidst i marts måned.
Efterfølgende har hunnen fra d. 1. til 3. april lagt tre æg. Der har hele vinteren igennem i begge vinter-voliere været en halvåben redekasse med en gl. solsorterede i og såvel han som hun har benytte en sådan til overnatning, når de ikke valgte at flyve ind i det tilstødende kassebur. Æggene må selvfølgelig være ubefrugtede, og min plan går nu ud på, at tage æggene fra hende efter 5-7 dages rugning, og så overføre begge fugle til to sommervolierer, der støder op til hinanden, og så må jeg se at være oppe på “dupperne” når og hvis der er optræk til “amoriner” luften og så få lukket dem sammen!
Når jeg bruger en del levende foder (melorm) i vinterperioden skyldes det primært, at temp. i vinterkvarteret ligger mellem ca. 8 og 10 grader C. Det er nok rigtig når I skriver, at jeg har fodret lige stærkt nok, idet jeg nok først ville have haft tegn på yngleaktivitet senere, hvis jeg havde ventet med at give mere levende foder til et senere tidspunkt, så jeg skriver rådet fra Dennis, om først at øger proteintildelingen på det tidspunkt, hvor dansemyggene observeres, “bag øret”!
Med hensyn til oplysningen om tildelingen af “Fuglegrit” skal tilføjes, at der også i gritten er fintformalede koraller, og at jeg selv har iblandet steriliserede og fintformalede æggeskaller fra hønseæg. Blandingen blev dagligt hjemsøgt af hunnen, men hvad den optog heraf ved jeg jo ikke.
Med venlig hilsen Ove
Hej Ove!
Det er super, at du har fået kontakt til de tyske grupper – det er den slags samarbejde vi skal have noget mere af. Med alle de ting man skal være opmærksom på så synes jeg at shamaerne fortjener deres egen faste side her på birdz.dk
Kunne du ikke sammenfatte en slags pasningsbeskrivelse ud fra dine erfaringer og de tyske? Du kan eventuelt se lidt på de sider som allerede er skrevet under projekt opdræt.
Esben