Endelig lidt succes med Omei’erne

Den første unge på pind!

Ja, lidt glæde blev der alligevel plads til. I dag er Omei-unge nummer to kommet på pind. Det var et enligt æg, som de passende yderst eksemplarisk – meget modsat de forrige forsøg. Generelt kan man sige at det er gået frem af, for hvert yngleforsøg. Nu kan man så bare håbe, at de ikke glemmer, hvordan de skal gøre til næste år.

Første Omei-unge kom på pind hos de rødkindede. Pga. de tidligere oplevelser med Omei’ernes evne til at opfostre unger, så valgte jeg at bytte rundt på det første æg, som de lagde, således at uanset hvordan det gik, så var der en chance for at bare en unge ville klare den. Desværre lagde Omei’erne ikke flere æg i det kuld, så de rugede på kun ét æg af de rødkindede, som desværre var ubefrugtet – ganske som de øvrige to, der blev tilbage i reden, sammen med Omei-ægget, som var befrugtet. Den første unge er nu ret veludviklet og fuldt mobil, så det ser godt ud. Jeg regner med at de to unger skal sættes sammen senere, så de kan præge hinanden i en periode inden de skal videre til andre opdrættere.

Foderet har været frosne pinkies og lidt frosne voksmøl. Dertil daglige portioner frosne dronelarver. Desuden har insektfangeren givet et godt udbytte hver nat. Den fangst har jeg valgt at give dem i frisk form. Jeg sætter blot fangstskålen ind og åbner det lille hul. Senere på dagen tager jeg hele toppen af, så de kan tage resterne. Omei’erne har opfostret deres unge på næsten samme opskrift. Dog er der her til sidst kommet frosne fårekyllinger på menuen og levende voksmøl – 10 stykker om dagen.

5 tanker om “Endelig lidt succes med Omei’erne”

  1. Hej Esben.

    Rigtig godt gået, tror at det er de eneste unger der er kommet indtil nu.Virkelig fint arbejde.

    vh

    Eddie

  2. Ja det er fandme godt at høre, så må vi andre jo bare tage os lidt sammen, så du ikke bliver den eneste der laver unger i år…

    /Dennis

  3. Hej Esben

    Tillykke med alle de fine opdræt, det er sgu godt at høre der er nogle der kan lave unger, og helt suverænt med unger af Omeierne…Ses

  4. Så vil jeg også byde ind.
    Jeg har nu endelig fået en sund Omei unge på pind, eller der vil sige, det er ved at være en uge siden, men har ikke turde melde noget ud. Ville gerne være sikker på den klarede de første dage.!
    Ungen ér kommet på pind i det 5. kuld i år. De 4 første er alle strandet af forskellige årsager. 1. kuld døde i reden på 8 dagen, forældrene var holdt op med at fodre. 2. kuld havde 2 unger, der kom på pind efter 18 dage, hvilket er 4 for meget. Årsagen var at begge unger havde skæve ben, og derfor ikke kunne bruge dem rigtigt. Det resulterede i at de var længe om at hoppe af, og efterfølgende sad de uhjælpelige på bunden, så de måtte aflives…
    3. kuld var ubefrugtede. 4. kuld havde en unge, som døde i reden på 6 dagen, uden at jeg kender den egentlige årsag. 5. kuld bestod af 1 befrugtet og 1 ubefrugtet æg, og resulterede jo altså i en unge på pind.. ENDELIG.

    /Dennis

  5. Lidt ned og lidt op…
    Først lidt ned – ungen som de rødkindede havde opfostret havde en anderledes opførsel. Den sad med bugen på grenene og var meget lidt bevægelig. Den var ikke søvnig, men den flyttede sig kun nødtørftigt. I sidste uge fandt jeg den på bunden af volieren. Den havde været død i nogle dage uden, at jeg havde bemærket et skift parrets opførsel. Deres sidste yngleforsøg var ét ubefrugtet æg, så det var det for i år.

    Så lidt op – jeg var forbi Omei-volieren i dag og så en lille pjusket unge uden hale sidde helt fremme i volieren. Lidt efter begyndte hannen at skræppe længere nede i volieren. Det var tydeligt at se på de kraftige farver og den skinnende fjerdragt. Lidt efter så jeg den sidste fugl, som jo måtte være hunnen. Men da jeg kiggede efter, så manglede den også halen. Så kiggede jeg den første fugl efter endnu engang og sørme om den ikke havde ring på… Hvilket jo betyder, at jeg har en han-unge i fuld pragt-dragt, sammen med mit slidte haleløse par. Den unge fejler i hvert fald intet.
    Det var virkelig en flot fugl – jeg må se at få skudt et par gode skud til galleriet.

Skriv et svar