Herunder er der en liste over de mest almindeligt sete ploceus arter i Danmark. Det må dog nævnes at kun få af disse er at finde i Danmark mere.

Ploceus
Bayavæver	Kastaniebrun Sortvæver	Jacksonvæver
Dværgvæver	Gulbrystet bayavæver	Stribetvæver
Brunmasket væver	Gulpandet maskevæver	Kapvæver
Bengalvæver	Sorthovedet maskevæver	Lille Væver
Reichenows væver	Blommegul maskevæver	Sorthovedetvæver
Rødbrunvæver	Stor maskevæver

Reicenows væver – Ploceus baglafecht reichenowi

Længde: 16-17 cm

Denne fugl er en ren dræber, man kan ikke holde den sammen med andre vævere, da den er utroligt territorie hævdende. De eneste fugle den kan holdes sammen med er andre insektædende fugle der helst skal være større end den selv, som for eksempel grøn kardinal og bylbyller. Men det er også lykkedes nogen at holde den sammen med de mindste afrikanske tropefugle, da disse er så små, at den er ligeglad med, at de er på dens territorium. Enkeltvis er den dog ganske fredelig og gør ikke en fugl fortræd.

Den er monogam og ynglevillig. Meget uordentlig rede at se på, men glat og fin på indersiden. Har bygget rede af halmstrå, så den er ikke kræsen med materialer.

              Denne fugl er næsten altædende, men lever hovedsagligt af insekter og anden animalsk føde, men den spiser dog også frugt samt lidt frø, overvejende kanariefrø og hamp.

Dværgvæver – Ploceus luteolus

Længde: 10-11 cm.

Den er en de mindste vævere i sin slægt.

Udenfor yngletiden ligner hannen hunnen. I yngletiden har hannen en sort maske, som hunnen ikke har.

I Vestafrika lever den for det meste parvis i skovland og langt fra bebyggelse, medens den i Østafrika og Sudan er selskabelig og findes ofte i haver.

Det er en meget flittigt og sirlig redebygger, der helst bygger med kokostrevler. Rederne er som regel så tynde, at man kan se æggene igennem reden, der altid er højt placeret i volieren. Ofte med kort indgangsrør.

Det er karakteristisk for denne art, at der i nærheden af reden findes et hvepsebo. Reden, der har form som en omvendt kolbe, bygges for det meste i tjørnetræer.

Den har ynglet adskillige gange herhjemme.

Der lægges 2-3 mathvide æg, hvorpå hunnen ruger alene i 11 dage. Begge forældre mader ungerne, der er udfarvet på et halvt til et helt år, modsat de fleste andre væveres unger, der i reglen først udfarves til pragtdragt i deres andet eller tredje år. Der overlever sjældent mere end to unger per kuld, reden synes heller ikke at kunne rumme 3 unger.

Fuglen er udholdende og interessant, man aner ikke, at den ruger, da den altid er ude når man kommer.

Udenfor yngletiden er den fredelig over for andre fugle, men i yngletiden kan den være stridbar over for andre fugle, hannen lader ofte sin stilfærdige stemme høre.  

Skal kun holdes parvis – overskydende fugle bliver jagtet til døden.

Den er forholdsvis nem at holde, men gode forhold skal den have.

Foder består af tropeblanding og insekter. I yngletiden kræver den store mængder af melorm eller anden levende foder.

 

Blommegul maskevæver – Ploceus vitellinus

Længde: 12-13,5 cm.

Hunnen grå og kun med et let skær af gult over brystet. Ganske som hannen udenfor yngletiden

Udenfor yngletiden ligner  hannen hunnen.

Fuglen indføres med mellemrum og er ofte på markedet.

Den lever selskabeligt på savannen og ses sjældent i nærheden af bebyggelse.

Det er en virksom væver, men den kan være noget hård ved artsfæller, men nem at holde.

Den er forholdsvis let at få til at yngle og den bygger en nedhængende og oval rede, uden indgangsrør. Den bygges som hos så mange udelukkende af hannen, der også bygger de såkaldte hanreder, der kun bruges til overnatning. Rederne findes som regel mange sammen i tornetræer. Undertiden sker det, at to hunner deler en rede.  Reden bygges næsten udelukkende af grønt græs og vedbliver at udbygge reden indtil ungerne forlader denne. Hunnen kan finde på at forlade æg og unger hvis ikke hannen holder reden grøn.

Bør holdes parvis for optimalt opdræt, da hannerne er meget efter hinanden i stedet for at made og passe hunnen.

Kuldet består som regel af 2-4 æg, der varierer fra hvide til brune eller grønblå med eller uden pletter. 

Dens parringssang består af snurrende og hvæsende lyde, samtidigt med at den spreder halefjerene og sitrer med vingerne. 

I fangenskab er den livlig og udholdende og selv i yngletiden er den mere fredelig overfor andre fugle end de øvrige vævere.

Foder: Tropeblanding og animalsk foder, samt levende foder.

Brunmasket væver – Ploceus galbula

Længde: 12-13 cm.  

Meget sjælden.

Den er meget nært beslægtet med blommegul væver, og adskiller sig kun fra denne ved at pande, hovedsider og hage er glinsende kastaniebrune.

Den er forholdsvis ynglevillig og bygger er pæreformet rede.

Udenfor yngletiden ligner kønnene hinanden.

Foderet bør bestå af en tropeblanding, samt et tilskud af animalsk foder.

Stor maskevæver – Ploceus cucullatus
Tidligere Stor textorvæver

Længde: 17-18 cm.

I vinterdragt kønnene næsten ens, hunnen er dog lidt mindre.

Stor Textor-væver er ikke svær at holde men bør tilbydes store og gode forhold.

Den indføres regelmæssigt og som regel i stort tal. Altid med stor overvægt af hanner.

I hjemlandet er den meget almindelig mange steder i og omkring landsbyer, idet den ligefrem synes at søge menneskeligt selskab. 

Fuglen skræmmer mindre fugle på grund af sin størrelse, men den er næppe så farlig som man tror, men bør dog helst holdes sammen med fugle af egen størrelse.

Dens sang er noget støjende.       

Det er en hårdfør og fordringsløs, der kan holdes ude til langt hen på efteråret; men da den er stridbar over for andre fugle, bør den dog helst holdes i voliere, gerne sammen med andre vævere af samme slægt og størrelse.

Det er en udpræget kolonifugl, der altid bor mange sammen. Hannen er en meget flittig redebygger, der næsten altid er i gang med at bygge en ny eller reparere en gammel rede. Der må gerne være overtal af hunner.

Opdræt er for det meste problematisk, idet fuglen er meget urolig og nervøs i yngletiden. Opdrætsproblemer skyldes i nogen grad vanskeligheder ved udpegning af de rette hunner. Slægten omfatter i alt 56 arter, og hunnerne af disse arter kan kun vanskeligt skelnes indbyrdes. Dette kan forhindres hvis man køber en pæn flok fra samme sending, og man kan se efter nuance forskelle hos specielt hunnerne.

Reden er stor, pungformet og hængende, med indgangshullet forneden på den ene side, undertiden med et kort indgangsrør.

Den bygges af udelukkende af friske grønne materialer som græs, blade af elefantgræs, bambus, dracena marginata (stuepalme) og andre ret grove materialer, da hunnerne kun er interesseret i friske grønne og solide reder, så når reden tørrer ud river hannen den ned igen og bygger en ny. I naturen bruges palmeblade, der flænses.

Hunnen lægger 2-3 blågrønne æg, forsynet med brunlige klatter, som udruges på 14 dage og ungerne bliver i reden i yderlige ca. 3 unger, mens hannen brutalt forsvarer reden.

I yngletiden skal den fodres med store mængder af animalsk foder, hvoraf myrepupper, melorme og græshopper kan anbefales. Ungerne kan uden problemer opfostres på melorme.

Foderet bør sammen sættes af en god tropeblandning med græsfrø, men også afskallet havre, ris og hvede kan anvendes. Den tager også gerne frugt og er i det hele taget ikke kræsen.

Den er opdrættet flere gange, men kræver stor plads.

Sorthovedet maskevæver – Ploceus c. nigriceps

Tidligere: Layardsvæver

Længde: 17 cm.

Den minder meget om Stor Textorvæver, som den ofte også forveksles med. Den er en ubetydelighed mindre end foregående, noget lysere på overryggen, det kastaniebrune bånd mangler, og som det tydeligste, at den sorte maske ikke går så langt ned i nakken som hos Stor Textorvæver.

Hunnen ligner Textorvæveren farvemæssigt meget, men er lidt mindre end den.

Den er noget aggressiv, men udholden og stærk og derfor er den velset mellem fugleholdere.

Dens reder er noget trevent og uordenligt bygget, fordi den foretrækker groft redemateriale. Altid med indgangsrør – med variabel længe.

Den er  nem at holde og bør tilbydes store og gode forhold. Ellers minder den meget om Stor Textorvæver i pasning og adfærd. Er polygam, men kan sagtens yngle parvis.

Foder: Tropeblanding og animalsk foder (melorme, myrerpupper o.s.v)

Gulpandet maskevæver – Ploceus c. spilonotus

Længde: 15-17 cm.

Det er let at holde, og men bør tilbydes meget gode forhold. Den er meget nærtbeslægtet med Stor textorvæver, og disse blandes også ofte – krydsning kan forekomme, men opdages kun hvis de bliver han-unger.

Kan være meget dominerende, selv over for større arter.

Reden bygges kolonivis i høje palmer, og der bliver lagt 2-3 lyse æg med sorte pletter. Hunnen ruger alene i ca. 12 dage.

Foderet består af en tropeblanding og et tilskud af animalsk og levende foder.

Sorthovedet væver – Ploceus melanocephalus

Længde: 15-17 cm.

Efter akklimatisation er det en hårdfør fugl, men den kræver meget gode forhold for at yngle. Han bør ikke føle sig domineret af andre arter. Skal helst holdes parvis, da hannen er meget territoriehævdende. 

Fuglen opholder sig ofte i fugtige områder.

Reden der bygges i enden af en gren, hænger ofte over et vandløb. Den er pungformet uden indgangsrør.

Hannen bygger en speciel hanrede, der er meget tyndt flettet, hvori han sover om natten.

Hunnen lægger 2-3 lysbrune æg, som hun udruger alene, på ca. 12 dage.

Foderet bør bestå af forskellige hirsesorter, andre små frøsorter og forskelligt animalsk og levende foder.

Brunrygget Sortvæver – Ploceus nigerrimus castaneofuscus

Længde: 17 cm.

Denne væver bliver meget sjældent indført, og findes derfor kun meget få fugle af denne art i dette land.

Efter akklimatition er det en forholdsvis hårdfør fugl.

Den er dog mere varmeglad end de fleste andre vævere og bør ikke udsættes for temperaturer under 15 grader.

Fuglen er meget venligt sindet og kan derfor holdes sammen med andre vævere.

I fældnings- og udfarvningstiden er den meget sart, og bør derfor ikke flyttes på dette tidspunkt.

Det er en meget vanskelig fugl at opdrætte, og det har da også kun fundet sted en gang her i landet. Til opdrættet blev der anvendt store mængder af melorme og myrepubber, samt frugt og grønt.

Foderet bør bestå af en tropeblanding, samt et stort tilskud af animalsk foder og spiret frø.

Lille væver – Ploceus intermedius

Længde: 13-15 cm.

Sjælden på markedet.
Det er en selskabelig fugl, der lever hovedsageligt på savannen hvor den bygger rede i tjørnetræerne.  

Forveksles ofte med Sorthovedet væver.

I fangenskab er den ret hårdfør og som regel ynglevillig.

I yngletiden er den meget ufredelig og aggressiv overfor andre fugle i volieren.

Reden er pungformet og hængende, og med indgangs hullet forneden på den ene side. Nogle gange bygges der også et kort indgangsrør.

Hunnen lægger 2-3 æg, der kan variere i farve.   

Foderet: Tropeblanding og animalsk foder.

Gulrygget Væver – Ploceus jacksoni
Tidligere: Jacksonsvæver

Længde: 15 cm.  

Hannen kendes let i yngledragten pga. det kastaniebrune bryst og gule ryg, imod det sorte hoved. Iris rød.
Det er en ualmindelig flittig fletter, reden er dog ikke noget særligt – pungformet og på størrelse med reden af blommegulvæver.

Den er ikke svær at holde, men bør tilbydes gode forhold. Kan være svær at få til at yngle.

Hunnen lægger 2-3 turkis, plettet med rødbrunt, æg.

Foder: Tropeblanding og levende foder.

 

Rødbrun væver – Ploceus rubiginosus

Længde: 15-16,5 cm.

Udenfor yngletiden ligner kønnene hinanden.

I naturen holder den til på tørre græssletter og løvskove.

Den indføres ret sjældent, og er derfor meget svær, at få fat på.

Dens kalde lyd, lyder nogenlunde sådan: “chuk-chuk”, derudover har den, den karakteristiske svirre lyd, som de andre vævere.

Reden er aflang rørformet indgangsrør på siden. Hunnen lægger 3-4 turkis eller hvide æg. Hunnen kan være svær at få til at skride til yngel.

Foder: Tropeblanding og levende foder.

Den er svær at holde og bør tilbydes meget gode forhold.

 

Kapvæver – Ploceus capensis

Længde: 17 cm.

Hører hjemme i Sydafrika.

Den kan ikke anbefales nybegyndere, da det er en besværlig fugl, der kræver gode omgivelser og meget plads for at trives, pga. dens størrelse.

Det er en ret fredelig fugl, der i naturen bygger reder i kolonier, ofte i træer og buske langs floder. Tildens til polygami.

Reden er meget stor og pungformet, fastknyttet og anbragt i grenspidser eller blade der når ud over floderne, af frygt for rovdyr. I voliere bygger den altid højt og gerne i trådnettet i taget.

Som redemateriale bruger den græs, siv og rørfibre.

Hunnen lægger 2-4 blågrønne æg. I yngletiden skal den have et stort tilskud af levende og animalsk foder.

Det anbefales at holde flere par sammen, da det er en ret social fugl, der både før og efter yngletiden færdes i store flokke. Den kan godt være polygam selvom der er flere hanner til stede.

Forholdsvis ynglevillig.

Foder: Tropeblanding og masser af frugt, samt tilskud af levende foder. Tager kun lidt frø, hvis den tilbydes andre muligheder som frugt og levende foder.

 

Olivengrøn væver – Ploceus capensis olivaceus

Længde: 13 cm.

Ikke anerkendt som selvstændig art.

Hører til i Syd Afrika.

Den er lidt mindre end Kapvæveren.

Udenfor yngletiden ligner kønnene hinanden.

Den afviger i øvrigt kun lidt fra foregående i pasning og pleje.

Den er ret ynglevillig. Hannen bygger er rørformet rede, hvori hunnen lægger 2-4 æg.

Har ynglet flere gange i fangenskab.

Foder: Tropeblanding, levende og animalsk foder. 

Har ikke været i Danmark i mange år  – sjælden.

Bayavæver – Ploceus phillippinus

Længde: 13,5-15 cm.

Det er kun i yngletiden, at hannen har den gule isse og den sorte maske.

Hun: lys brun med gul øjenstribe.

I vinterdragten ligner hannen  hunnen.

I fangenskab er den lidt for urolig og støjende for de fleste fugleejere. Ofte meget sky fugle.

Det er selskabelige fugle, der bygger deres kunstfærdige, hængende reder i spidsen af en gren eller et palmeblad

Den er en virkelig ekspert og bygger af græs og kokosfibre, flotte og omfangsrige, pæreformede reder med flere “lejlig­heder” og lange indgangsrør. De ophænges ofte i et palmetræ og helst over et vand­løb. Den lægger 2-3 hvidlige æg i det inderste rum, der udruges på 12 dage.

Som foder anbefales tropeblanding og, specielt i yngletiden, frugt og animalsk foder.

Den er forholdsvis nem at holde, men bør tilbydes store og gode omgivelser.

Gulbrystet Bajavæver – Ploceus hypoxanthus

Længde: 13,5 cm.

Hunnen ligner hannen, men mangler den gyldne kalot og gule forklæde.

Hun: Lys brun, uden tegninger og hornfarvet næb.

Fuglene bygger lange, hængende og sirligt flettede, pærefor­mede reder og som regel indeholdende flere rum, desuden bygger den særlige han- eller sovereder uden bund, med med en flettet siddestrop.

  Den er ret fredelig overfor burfæller.

Der lægges 2-3 lyse æg, der udruges på 12 døgn.

Foderet bør bestå af en tropeblanding og insekter.

Den er ikke nem at holde i fangenskab og der bør udvises forsigtighed.

Bengalvæver – Ploceus bengalensis

Længde: 13 cm.  

Kendes fra Manyar/Stribet væver ved at bugen er ensfarvet og næbet lyst gråt.

Den er nem at holde, men man bør være forsigtig. Det kan være svært at skaffe par, da der er stor overvægt af hanner.

Reden har altid et meget langt indgangsrør, det er for at beskytte den mod slanger, desuden er den fastgjort til meget tynde grene ud over vandet.

Opdrættet en enkelt gang her i landet af Søren Rasmussen, Tureby.

Foder: Tropeblanding og insekter.

Stribet væver – Ploceus manyar

Længde: 14 cm.

Både hun og han har et tydeligt stribet bryst. Hannen har en gul kalot. Hannens vinterdragt ligner hunnens men er kraftigere i tegningerne.

Den er ikke svær at holde, men der bør udvises forsigtighed.

Fuglen bygger en meget stor rede, omhyggeligt forarbejdet af fine grasstrå, anbragt i spidsen af et palmeblad, oftest når disse står under vand. Hunnen deltager ofte aktivt i redebygningen. Har ligesom Bengalvæveren et meget langt indgangsrør på reden, hvilket kendetegner de indiske arter.

Hunnen lægger 2-3 æg og ruger i 12 dage, hannen mader også ungerne.

Foderet skal bestå af tropeblanding og animalsk foder.