Euplectes – Ildvæverne
Brandvæver	Diademvæver	Ensfarvet vidafinke
Flammevæver	Fløjsvæver	Gulrygget vidafinke
Gulskuldret vidafinke	Halvmåne vidafinke	Hanehalet vidafinke
Hvidvinget vidafinke	Jacksons vidafinke	Korthalet vidafinke
Napoleonsvæver	Orangevæver	Oryxvæver
Rødisset vidafinke	Tahavæver

Hanehalet Vidafinke – Euplectes progne

Engelsk: Long-tailed whydah

Udbredelse: Sydafrika, Lesotho, vestlige Swaziland, sydøstlige Botswana og det østlige Zambia. Den holder til i høje rørskove i sumpegne og findes her i ret store flokke.

Fuglen er dybsort, de små vingedækfjer dyborangerøde, mellemste gulhvide, øvrige vingedæk fjer sorte med brunlighvide yderkanter. Hunnen på oversiden er lyse brun med sortbrune skaftstriber, undersiden isabellafarvet. Udenfor yngletiden ligner hannen hunnen men er større og kendes fra hunnen ved at han beholder den røde skulderplet. Næb blyfarvet, øje brunt og ben sortbrune. Længde: 55 cm (halen 40 cm)

I naturen vælger hunnen den han, der har den største og længste hale.  I naturen foregår parrings­spillet ved, at hannen flyver langsomme ture rundt i sit territorium.

Den er polygam og kan yngle med op til 16 hunner. Reden er kugleformet, bygget på eller nær jorden og godt skjult i højt græs. Der ligges 2-3 hvidlige eller grønlige mørkplettede æg.

Hanehalet vidafinke er en af de største af vidafinkerne og er i yngledragt en meget dårlig flyver på grund af sin stærkt udviklede hale, der besværliggør flugten. Den er sjældent indført, men hører i øvrigt til de roligste af vidafinkerne. Er også fredelig over for andre fugle og kan uden problemer holdes sammen med disse. Pga. sin størrelse bør den kun holdes under meget store forhold eller vil denne storslåede fugl ikke komme til sin fulde ret. 

Rødisset Vidafinke – Euplectes laticauda

Engelsk: Broad-tailed whydah

Udbredelse: Sydøst afrika. Han: Dybsort. Overhoved, nakke og et bredt bånd over brystet skarlagenrøde. 

I modsætning til de øvrige vidafinker er den sorte forlængede hale bred og lige afskåret. Holder ligeledes til i sumpede områder med højgræs. 

Udenfor ungletiden ligner han og hun Flammevæveren, men med mørkere striber og noget længere hale. Længde ca. 22-26 cm, heraf halen 14 til 18 cm.

 

Halvmåne-Vidafinke – Euplectes ardens

Engelsk: Red-collared whydah

Udbredelse: Sydafrika, Lesotho, Swaziland og Mozambique. Lever fortrinsvis i rørskove og sumpede græsenge.

Fløjlssort med en ildrød plet over kroområdet på forhalsen; svingfjer og dækfjer med lyse kanter, halen er stærkt forlænget i yngletiden (20-28 cm), næb hornfarvet, iris mørkebrun og ben mørke. Længde: 30-35 cm.

Fuglene kan i yngletiden være urolige og aggressive, dog uden at være voldsomme overfor burfæller. Reden bygges lavt i rørskovene, den er oval eller pæreformet med et stort indgangshul. De 2-3 æg er blågrønne med mørke pletter. Hannen er polygam.

Ensfarvet Vidafinke – Euplectes concolor

Engelsk: Black whydah

Er blot en helt sort variant af Halvmåne Vidafinken.

Udbredelse: Vest og central afrika, fra Senegal til Angora, hvor den er fundet i savanneegnene, men den er ikke almindelig i udbredelsesområdet.

Hele fjerdragten inklusiv vinger og hale er dybsort. Vingerne dog med lysere fjerrande. Øjet mørkebrunt og næb sort. Mørke ben. Længde 30-36 cm (hale 22-29 cm)

Gulrygget Vidafinke – Euplectes macrourus

Engelsk: Yellow-mantled whydah

Udbredelse: Øst Zimbabwe, vestlige Mozambique, Angola, Zaire, Sudan, Guinea til Senegal. Opholder sig meget i randområder af sumpe og andre våde områder.

Han, fløjssort, ryg og skuldre citrongule, mellemlang hale, næb og ben sorte. Iris mørk. Længde 18-20 cm (9-11 cm hale) Han som hun i vinterdragt – overside mørkebrun  med mørkere skaftestriber. Fuglene kan blive forholdsvis fortrolige. Udenfor yngletiden ligner begge køn Fløjlsvæveren, men er mere langnæbbede.

Der bygges en oval eller retort formet rede der anbringes lavt. De 2-3 æg er hvide eller blåtonede og svagt plettede. Kan godt være hård mod mindre fugle i yngletiden.

Gulskuldret vidafinke – Euplectes macrocercus

Engelsk: Yellow shouldered whydah

Udbredelse: Ethiopien, Uganda og det vestlige Kenya. Opholder sig i højt liggende sumpområder med udpræget sumpvegetation. Er iagtaget i store flokke på flere hundrede der overnatter sammen i rørskovene.

Krop sort med klart gule skulderfelter. Ligner Gulrygget vidafinke, men ryggen er også sort. Ben sorte.  I yngledragt måler hannen 20-30 cm ellers kun 16-17 cm. Hunnen er lidt mindre og har ikke hannens gule skulderbånd, men er jævnt sandfarvet.

Reden er spinkelt bygget af fint græs og oftest i en tæt græstue. Lægger 2-4 blålige æg med brunlige pletter. 

Urolig af væsen og tidligere en af de oftest indførte vidafinkearter.

Korthalet (Rødskuldret) Vidafinke – Euplectes axillaris

Engelsk: Short-tailed whydah

Dette er den korthalede udgave af Rødskuldret vidafinke.

Sort, vingedækfjerene med brune rande, skuldrene mønjefarvet med gul grund. Underste vingedækfjer kataniebrune, øje brunt, ben mørke og gråbrune ben. Længde 16 cm. Han og hun ligner Gulrygget vidafinke i hviledragt, men med rødbrune skuldre og brune undervingedækfjer. 

Fuglene er rolige, tillidsfulde og ret fredelige. 

Reden bygges nær jorden i siv eller højt græs. Den er åben, men med siderne trukket op som tag. De 2-3 æg er grumset hvide med svage pletter. Første opdræt 1958 i Kastrup.

Hvidvinget Vidafinke – Euplectes albonotatus

Engelsk: White-winged whydah.

Udbredelse: Sydafrika til Swaziland, Mozambique, Zimbabwe, øst Botswana, Zambia, syd østlige Zaire og det sydlige Tanzania. Holder også til sumpede områder og rørskove.

Hannen er sort, små vingedækfjer gule, yderste store vingedækfjer og svingfjerene ved roden er hvid, forlænget hale. Næb sølvfarvet. Udenfor yngletiden er den brunlig med sorte skaftpletter og hannen beholder det sølvfarvede næb. Undersiden lysgulbrun. Hunnen er mindre og mangler den gule farve på vingedæk fjerene. Undervingedækfjer hvide. Øjet brunt  og næb blåsort. Ben mørke. Længde 16-18 cm, hvoraf halen udgør ca. 8 cm.

Ses ofte højt til vejrs syngende. Sangen mindre meget om zebrafinkens pludren.

Jacksons Vidafinke – Euplectes jacksoni

Engelsk: Jackson’s Whydah

Udbredelse: Kenyas højland. Opholder sig i det høje savanne græs, hvor den også udfører sin specielle parringsdans hoppende omkring en græstue.

Dybsort krop, brune vinger med gule og brune fjerrande. Næb gråt, øjne mørkebrune, ben sorte, hale lang og buet og forlængede issefjer. Halen er cirka 20 cm lang, når hannen er i yngledragt. I naturen vælger hunnen den han, der har den største og længste hale. På grund af den meget store hale, har hanner i yngledragt ofte svært ved at flyve.

Hunnen: Lys brun med mørke striber. Hannen i hviledragt har samme farver som hunnen, men er betydeligt større og har kraftigere hoved.

Da arten er monogam tilrådes det at holde dem parvis. Yngler med stort held. Reden er hængende og er bygget af græs. De 2-3 æg bliver udruget på ca. 12 dage og ungerne fodres udelukkende med frø – fuglene skulle eftersigende ikke tage levende foder. Hanner er fuldt udfarvede som 2 årige.

Den kan være meget hård ved beplantningen. Er ret hårdfør men bør dog ikke udsættes for frost.

Jacksons vidafinke er en ivrig sanger – sangen består af små triller og korte dybe fløjtetoner. Det er en rolig fugl der sagtens kan holdes sammen med andre fugle, kan dog virke forstyrrende på mindre fugle pga. deres størrelse.

Fløjlsvæver – Euplectes capensis

Engelsk: Black-and-yellow Bishop

Udbredelse: Sydafrika. Holder til i sumpegne og dyrkede områder, familievis  eller i store flokke. 

Længde: 15-16 cm.

Fløjlssort. Underryg samt forreste del af vingerne gule, øvrige vingefjer sortbrune med lysere kanter. Iris brun, næbbet mørkt blågråt, benene rødligt grå. I hviledragt er hannen mørkt brungrå på oversiden med lysere fjerrande. Undersiden, tøjler og en smal øjenstribe gulgrå. Skuldre og underryg rent gule som i yngledragten.  Hunnen er grå uden hannens gule aftegninger.

Den hører til de sjældne forekomster på fuglemarkedet.

Dens størrelse og næbbets tykkelse variere efter hvor den kommer fra, da det variere fra egn til egn.

Udenfor yngletiden ligner hannen hunnen, med undtagelse af de sorte svingfjer.

I naturen anlægges reden lavt i rørskove eller i tætte buske.

Foderet bør bestå af en tropeblanding og levende foder af forskellig slags.  

I yngletiden opholder de sig fortrinsvis parvis, dog kan polygami forekomme. Reden er stor og oval og med et stort indgangshul. Den bygger reden i tætte buske, hvor den lægger 3-4 grønlig blå æg med grå og brune pletter, som ruges i 15 dage.

Fuglene er rolige og fortrolige. Den hører til de meget sjældne forekomster på markedet. Den har ynglet adskillige gange herhjemme.

Orangevæver – Euplectes franciscanus

Længde: 13-14 cm

Han ligner hun uden for yngletiden, men har sort næb.

Den lever i store kolonier på det åbne græsland nær vandløb med siv- og rørbevoksning.

Orangevæveren indføres hvert år i stort tal, desværre ofte med overvægt af hanner.

Den gennemsnitlige levetid er på 7 år.

Den trives bedst i et stort bur eller i en mindre voliere, hvor én han og 3-4 hunner holdes sammen. Da hanner kan være ret aggressive overfor hinanden, bør der ikke være mere end en han i volieren, med mindre denne er meget stor. Den bør heller ikke holdes sammen andre hanner af de røde ildvævere.

Udendørsvolieren kan med fordel beplantes med sivplanter, bambus, høje græsser eller stedsegrønne buske, hvori reden anlægges.

Føden skal bestå af forskellige hirsesorter, kanariefrø, myrepupper samt frugt og grønt.

I yngletiden kan dens sitrende og stormende adfærd virke skræmmende på andre mindre burfæller.

Den er ikke direkte aggressiv over for andre fugle, men dens livlige væsen kan virke forstyrrende på andre fugle i volieren. Nymfeparakitter er passende bofæller for dem.

Opdræt er ikke almindeligt, men orangevæveren hører til den mest ynglende væver i fangenskab, man kan får den til at yngle, hvis man undgår alle overdrivelserne med hensyn til foder, varme, kulde osv.

Reden bygges af bast eller blade af elefantgræs, og den anbringes enten frithængende fra en gren eller hæftet til trådvævet i volieren. Den bygges lavt, næsten rund, noget tyndvægget. Gerne opret mellem høje græsstrå.

De 3-4 æg udruges af hunnen på ca. 14 dage, og ungerne bliver i reden i yderligere ca. 3 uger. Ungfuglenes fjerdragt er lysere end hos de voksne fugle.

I yngletiden skal fuglene have tilskud af levende foder, især myrepupper. Hertil rigeligt frugt, grønt og spiret frø.

Til daglig bør foderet bestå af en tropeblanding og en del animalsk foder.

Første opdræt i 1931 i Odense og adskillige gange siden.

Flammevæver – Euplectes hordeaceus

Længde: 13,5 cm. hun: 12,5 cm.

Den har sort strube og i øvrigt mangler den Orangevæ­verens sorte farve i panden. Fuglen er mere rolig end Oryx­væveren. Men den bør heller ikke holdes sammen med andre hanner af samme slags eller sammen med andre nært beslægtede røde ildvævere.

Reden er rund eller oval med sidevendt indgang og anbragt i tynde grene. De 2-3 æg er blågrønne med mørke pletter. Foder­et består af små frø og animalsk foder. Den afviger ikke med hensyn til pasning og pleje fra Orangevæveren.

Første opdræt i Ålborg i 1963, men har ynglet mange gang siden.

Oryxvæver – Euplectes orix orix 

Længde: 13-14 cm. Hun noget mindre.

Den er noget større end den egentlige Orangevæver og har en anden tegning. Det sorte ved masken går hele vejen rundt om næbbet. I paringsdragt er hannen brun på oversiden, med karminrød hals og forkrop og fløjlssort underside; hunnen er gråbrun med mørkebrune længde striber.

Den er noget urolig og dominerende af sig, og af den grund må der ikke være mere én han i hvert bur. Den bør heller ikke holdes sammen med andre hanner af de røde Euplectes vævere.

Reden er stor og kuglerund eller æggeformet med sidevendt indgangshul uden rør, den er bygget af noget grove materialer.

De 3 æg er blå grønne og svagt plettede.

Den er lige så let som Orangevæveren, at få til at yngle.

Foderet bør bestå af tropeblanding og animalsk foder.

 

Brandvæver – Euplectes nigroventris

Længde: 10-10,5 cm.

Han og hun som Oryxvæveren, men den fjøjlssorte underside strækker sig helt frem over halsen og struben, således at kun isse, nakke og baghals er røde. Dog betydeligt mindre, og den mindste af de røde vævere. Hunnen ligner Orangevæveren meget, og kendes bedste fra denne ved størrelsen.

Hannen er en lille ilter fyr i yngletiden, ellers fredelig.

Til forskel fra de andre røde ildvævere, så kan denne med fordel holdes med flere par sammen, da den i naturen har tildens til at yngle flokvis. Men dette kræver dog stor plads, så det vil nok være at foretrække at holde højest to par sammen, gerne med ekstra hunner.

Reden er ægformet og lavt anbragt og med indgangshul på siden i den øverste halvdel, sirligt udført. 3-4 lyseblå æg.

Foderet skal bestå af frø og meget animalsk foder.

Første opdræt i 1953 i Kastrup, senere gentagne gange.

Napoleonsvæver – Euplectes afer

Længde:10-11 cm

Hører til ildvæverne og er en af de mest kendte af væver­fuglene.

Uden for yngletiden, der ligger fra juli til december, ligner hannerne hunnerne og ungfuglene.

Den gennemsnitlige levetid er på 7 år.

Napoleonsvæveren er opdrættet flere gange her i landet. 

Napoleonsvæveren er en hårdfør fugl, der klarer sig godt hos os og yngler villigt i fangenskab, hvis den får lavet rederne færdige vel at mærke. Den egner sig bedst til større voliere, hvor den får mulighed for at udfolde sin gode flyve­færdighed.

Selskabelig af natur trives den bedst sammen med nogle artsfæller i en stor voliere, den kan næsten uden vanskelig­heder holdes sammen med Orangevæveren.

Den er mere fredelig end de øvrige vævere og trives fint sammen med andre fugle.

Det kan godt tage et år før de er faldet helt til, men så vil hannerne konkurrere med hinanden om at tiltrække hunnerne ved at synge og kurtisere dem.

For at opmuntre til redebygning kan der plantes en bambus i volieren.

Den er polygam, så det er bedst hvis man sætter 2 hanner og 4 hunner sammen. Men man bør hellere ikke holde mere end to hanner i samme voliere, hvis man har opdræt for øje, da ellers vil bruge alt sin tid på at forsvare sit territorium, i stedet for at få bygget reden.

Hannen har ofte svært ved at få bygget reden færdig, og af den grund kan den være ret vanskelig at opdrætte

Ofte bygger flere par meget nær hinanden, men de efterlader som regel mange ufærdige reder.

Som redemateriale synes den at foretrække kokostrevler, men sisal og høstbindergarn kan den også bruge.

Reden er rund eller oval, nogle med indgang forneden og andre med indgang fra siden. De 3-4 æg er blåhvide og rugetiden er på 12 dage, og ungerne er flyvefærdige 15 dage senere. På ung­fuglene er overkroppen brunere, og striberne er mindre frem­trædende end hos de voksne fugle.

Foderet skal bestå af en god tropeblanding tilsat græsfrø og derudover grønt, frugt og insekter, hvoraf især myrepupper og melorme kan anbefales.

Første opdræt i 1956 i Kastrup.

Tahavæver – Euplectes afer taha

Længde: 10 cm.

Er nært beslægtet med napoleonsvæveren.

Forskellen er at nakken og hele undersiden er sorte. Hunnen kendes fra Napoleonsvæver hunnen på at hun er mere hvid end gul i tegningerne.

Adfærd og redebygning som hos Napoleonsvæveren.

De 2-3 æg er lyseblå-grønlige uden pletter.

Foderet består af tropeblanding og insekter.

Diademvæver – Euplectes diademata

Han i yngledragt: Isse en rød kokarde, resten af hovedet, hals, bryst, flanker og bug fløjlssort; overryg uren gul; under- og overhaledækfjer lysegule; vinger og halefjer mørkt sodfarvede; næb mørkt hornfarvet; iris mørkebrun. Han og hun i vinterdragt ligner napoleonsvæveren.

Fuglen er fredelig og ret rolig. Rede- og yngleforhold som hos napoleonsvæveren.

De 2-3 æg er blålige og rugetiden er på 12 dage.

Som foder er en god tropeblanding plus en del animalsk foder et godt udgangspunkt.

Første opdræt i 1969 i Janderup, Vestjylland.

Findes ikke i Danmark – meget sjælden.