Liocichla omeiensis
Denne art har sin udbredelse i Kinas Sichuan provins, på og omkring bjerget Emei shan.
Klimaet der, er lig vores, men dog med varmere somre og hårdere vintre, hvilket måske er en af grundene til at denne art er faldet så godt til hos danske fugleholdere. Arten har altid haft en vis popularitet, og er importeret hyppigt, men i lille antal, helt frem til 1996, hvor de sidste importer af dem fandt sted. Arten regnes for sårbar i naturen, grundet reduktion af egnede leveområder, men den er relativ almindelig i sit udbredelses område, det er bare så forbandet lille!
Arten er nok en af dem der, forhåbentligt, har en fremtid under beskyttede forhold i DK, takket være John Sidor, som for ca. 7 år siden var fremsynet nok til at oprette et samarbejde for arten. Dette greb om sig og involverer i dag fugleholdere i Danmark, Sverige, England og Tyskland. Hele gruppen og deres fugle er også blevet optaget som en selvstændig del af Den europæiske zoo sammenslutning EAZA s stambog og samarbejde for arten, som styres af Nigel Hewston i England. Faktisk har den danske gruppe leveret de første fugle til Jersey Zoo, som regnes for en af de førende inden for arts- og naturbevarelse. I dette samarbejde er der både private fugleholdere samt zoologiske haver og det er et af de få projekter der faktisk fungerer på denne måde, selv om de forskellige regler og love selvfølgelig gør det vanskeligt. I dag er der 20 fugle i Danmark, fordelt blandt private samt, Skærup Zoo og Nordsjællands fuglepark.
Bestanden er desværre for nedadgående pga. samlede dårlige opdrætsresultater, men der bliver lagt meget arbejde og fokus i opgaven for at vende denne udvikling. I Sverige er de rigtig dygtige til at opdrætte arten og man har ved flere lejligheder udvekslet fugle og suppleret bestanden her i landet.
Selve arten er en fantastisk fugl. Den er relativt sky, men lyser alligevel op i volieren, især i ynglesæsonen som strækker sig fra sidst i februar til august. De er typiske timalier, meget lig Sangtimalien i adfærd, men hannens sang er knap så prangende som dennes. Den synger ellers flittigt og når de første strofer lyder, kan man godt finde redemateriale frem for så begynder sæsonen. Reden bygges gerne i bambus, men ellers i andet stedsegrønt. Hos mig er der bygget i alt fra 1 til 2 meters højde og altid i en tæt bambus. De kan sagtens bygge flere reder i løbet af sommeren, og det er vigtigt, at man sørger for at få lagt lidt beskyttelse over volieren, hvis ikke den er helt overdækket, da fuglene kun dækker ungerne de første 6 – 8 dage. Faktisk er den største dødsårsag blandt ungerne i danske volierer, at det regner ned i den åbne rede, så ungerne bliver afkølede. Mine voliere er ikke helt overdækkede, så jeg må tage et stykke plastic plade og et par mursten til hjælp, når det er. Reden er en typisk timalie-rede, som regel meget solidt bygget af kokostrevler, der er vævet godt ind i bambusstænglerne. Heri lægger hunnen fra 1 – 4 æg,(typisk 2) som hun selv står for hovedparten af udrugningen af. Nogle hanner hjælper lidt til, men de har nok at gøre med at forsvare territoriet via sang. Ellers er de fredelige fugle, som godt kan holdes sammen med andre fredelige arter. Hos mig har de delt voliere med arter som Brunnakket dværgtimalie, Dunkel rosenfinke, Kinesisk Kernebider, Blommehovedet parakit og Guldfasan, dog ikke alle arter på en gang. De eneste problemer har været, at Omei timalierne, snuppede æg hos Rosenfinkerne, hvilket selvfølgelig ikke er hensigtsmæssigt, så det rigtige er nok, at man ikke holder dem sammen med arter, som yngler i åbne reder. Da det er en meget vigtig art, bør arts-sammensætningen altid være sådan, at det er Omeierne, der har første prioritet mht. opdræt og trivsel i anlægget, og det skal da nævnes, at de hos mig, fra denne sæson, kommer til at gå alene i ynglesæsonen. Om vinteren trives de fint i en blandet voliere. Det er naturligt for de fleste timaliearter, inklusive skadedroslerne, at tilbringe denne i en flok bestående af flere arter med samme fødevalg.
Sådanne flokke ses ofte på fouragering i de kinesiske løvskove og det må være en fantastisk oplevelse at se sådan en bande på 10 – 20 fugle af flere arter være ude på ”rov”.
Ungerne klækker efter 14 dage og tilbringer ca. ligeså lang tid i reden derefter. Her mades de af både hannen og hunnen, selvom det er ham der står for det meste af slæbet de første dage.
Han bringer føden til hunnen, som så fodrer ungerne. Efter 4 – 6 dage er arbejdet ligeligt fordelt, og fuglene bliver nu meget synlige i volieren. Ud over at være de første på foderskålen er de meget vagtsomme og skælder ud ved mindste forstyrrelse. De ”snerrer” nærmest og er meget ophidsede indtil de vurderer, at faren er drevet over. Opmadningsfoderet bør bestå af masser af små insekter og helst levende. Den første tid er mikrorm, myrepupper og maddiker gode, men især alt hvad en insektfanger kan trække modtages begærligt. (Man bør faktisk have sig en insektfanger, hvis man holder denne art). Senere tages gerne hvide melorme, fårekyllinger og græshopper. Fuglene skifter fødevalg ca. 6-7 dagen, hvor der skal større foderemner til. Sidst i forløbet tager de gerne lidt mager oksefars og daggamle museunger skåret i tynde skiver. (Dette gøres lettest mens de stadig er frosne) Efter ca. 14 – 21 dage begynder ungerne at spise selv og hvis det går rigtig godt begynder hunnen herefter at tænke på næste kuld, men hannen kan sagtens made dem færdig alene.
Når ungerne er selvstændige bør de fjernes, da hannen, som blandt andre timalier, ellers får stresset dem ihjel i sit forsøg på at drive dem ud af sit territorium. En god ting er, at der er synlig kønsforskel på fuglene. Hanner har orange halespids og hunner gul og dette kan ses 1- 2 dage efter at ungerne er gået på pind.
Det daglige foder er relativt simpelt. Selv anvender jeg universalfoder fra Claus (Type 2 Rød), som basis foder. Dette er et tørt produkt (smart, for så skal man ikke betale producenten en høj kg pris for vand) og det fugter jeg op med f. eks opblødte hundepiller, nektar, revet gulerod, honningvand, revet hårdkogt æg, hytteost eller mager fars. I ynglesæsonen mest fra den proteinholdige ende og om vinteren mest gulerod eller honningvand og nektar, selv om jeg også ” dykker” mine fugle i sukker indhold, såvel som protein indhold om vinteren.
2 gange om ugen tilsættes Spirulina og en gang om ugen rød farvestof. Dette gøres for at holde fuglenes naturlige farver, for mon ikke det har en betydning f. eks for en hun, om hannen ser rigtig ud? Jo – Jo, jeg ved godt fuglene ser andre og flere farver og spektre end vi mennesker, men hvis jeg kan se at mine fugle er fesne i farven i forhold til naturlige individer, så kan de nok også selv og alt det med, at det ikke er naturligt at give fuglene farve… Nej, men de er jo heller ikke i naturen! De er i et bur, og her sørger vi for, at de får det, de skal have, inkl. vitaminer, farvestof og andet. Faktisk er der ikke meget af vores foder og tilskud, der er helt naturligt i den form, som vi kan servere det i.
Ud over universalen giver jeg lidt frugtpiller af typen orlux T- 16, samt et par opblødte kattepiller.
Frugt gives som halve eller store stykker, de er især glade for æbler, søde pærer, papaya, gul kiwi og kaktusfrugter, men de er ikke kræsne. Af bær tager de gerne ribs og hyldebær, men de mere hårde typer som røn og cortoneaster vælges fra.
Jeg bruger almindelig melorm og Zophobas larver til at få fuglene i kondition, men skærer dem næsten helt væk i vinterfoderplanen.
Det var lidt om mine erfaringer med denne fantastiske art. Hvis der er nogle der vil supplere eller har spørgsmål er i meget velkomne.
Arten findes også i Holland og Belgien, men de har ikke noget egentligt samarbejde om dem og derfor udbydes der nogle gange fugle til salg. Skulle du være heldig og erhverve disse, og have lyst til at indgå i et seriøst avls projekt med faste spilleregler, så kontakt mig venligst.
Eddie Bach, nov 09.
i-am@birdman.dk