Så er der gang i diademyuhinaerne!

Diademyuhina
Diademyuhina

For 10 dage siden begyndte mit nye diadempar at flyve med strå. De var netop blevet flyttet til den nye store voliere, så de kom ind i en veltilplantet voliere på 7 gange 2 meter.

Jeg har forskellige steder i volieren opsat kurvereder – både lukkede og åbne – men alligevel begyndte de at bygge lige over en opsat rede i en lille thuja, kun 50 cm over jorden. Et lille besøg i volieren forleden afslørede dog at de havde opgivet at bygge en rede fra bunden og havde taget den opsatte rede under det første forsøg. Der var lavet en meget fin og sirlig rede af kokostrevler. Det på trods af at volieren er fuld af dejligt tørt og blødt vissent græs.

Opmuntret af det første æg hos mine pragttimalier, så kiggede jeg i dag igen i reden og der lå hele 2 fine turkisfarvede æg med pletter. Så skal der bare lægges 2 mere, så kører tingene som planlagt.

21 tanker om “Så er der gang i diademyuhinaerne!”

  1. Hej

    Det er dejlig læsning, men jeg kan da se at du fik det forkerte par op.
    Lidt trist at jeg ud af 3 par, valgte at give dig det der var mest ynglevillige 🙂 , mems jeg selv sidder tilbage med 2 par der ikke viser tegn på, at de har tænkt sig at yngle i år.
    Det skal nu nok komme, og håber virkelig det lykkedes for dig med dette hold!!

    DHJ

  2. Det er ikke ren elendighed heroppe alligevel. De rødkindede plejer aldrig at have ubefruftede æg, men det sker næsten hvert år med diademerne. Så jeg havde ikke store forventninger til at der skulle komme unger i første kuld.

    Siden jeg observerede 2 æg i reden den 23. april, har det ikke været muligt at foretage redekontrol, da der altid ligger mindst én fugl på reden – ofte begge to. Men i de sidste par dage har jeg lagt mærke til at der blev taget godt fra i foderskålen. Der blev taget store mængder microorme og selv madikkerne blev taget, og så i dag kom den lykkelige stund, hvor jeg kunne se hovedet af en unge stikke op gennem fjerene på begge forældrefugle.

    Så der er unger!

  3. Fedt!

    Godt at høre at du har fået dine rigtigt i gang.
    Begge mine par har nu endeligt bygget rede, og det ene par er også begyndt at lægge æg! Desværre har de fået den kedelige vane, at de lige skal se hvad der er inden i æggene hver gang de har lagt et….

    Tror jeg snart vælger at flytte hannen, bare for at se om det skulle være ham der er synderen.
    Andre gode ide´er??????

  4. Det lyder mærkeligt at de ødelægger æggene. Men ja, det kan vel ikke skade at prøve at fjerne hannen lidt.

    Jeg har fundet ud af hvorfor begge mine forældrefugle ruger på reden samtidigt – det er fordi en fugl ikke kan dække de mange unger på en gang… 😉

  5. Hehe, god humor!

    Jeg ved sgu ikke hvorfor de har fået den triste ide´, men et eller andet skal jeg jo prøve..

  6. Hej Dennis!

    Det er nu ikke ren humor – heldigvis… Men du har vel set billedet i det nye indlæg? 😉

    Nu må vi bare håbe de alle kan være i reden til de skal fra den. Begge forældre kan ikke være der mere i hvert fald.
    EE

  7. 2 unger forlod reden i går og i dag var der kun 1 unge tilbage i reden. De er ikke store, men de sidder dog fint i grenene og halerne kommer jo med tiden.
    De tager godt fra i foderet – skålen med microorme bliver fyldt hver dag og der bliver tildelt en del hvide melorme også. Derudover får de et tilskud af voksmøllarver hver dag. Der er hele tiden adgang til madikker som en slags sikring mod at de løber tør for levende foder.

    Nu bliver det så spændende at se hvor hurtigt forældrene går i gang med kuld nummer to. Med fem unger kunne man håbe på, at de ventede bare nogle uger, så man har en chance for at få de første unger væk, ellers går det sjældent godt med andet kuld.

  8. Nu er det 8 dage siden de første unger fløj af reden og resultatet blev desværre kun på 4 unger. Jeg har en formodning om at det må være den sidste unge, som lå alene tilbage i reden til sidst, som er gået til eller er blevet forladt i reden og efterfølgende smidt ud.

    I dag begyndte de så at ruge på kuld to, der pt består af 3 æg, hvor det tredje er lagt i dag. Så de ventede desværre ikke længe, før de gik i gang igen. Nu bliver det så spændende om de kan klare et nyt kuld med det gamle i volieren, for det er alt for tidligt at tage dem fra. Men erfaringen taler imod det. Sidste gang blev reden tømt da ungerne klækkede i kuld nummer to.

  9. Jeg vil lige benytte lejligheden til at tage hatten af og bukke!!!!!!!

    4 unger på pind i et kuld, er fandme et flot resultat.

    DHJ

  10. jeg har haft held med at tage ungerne fra når det nye kuld forlader reden. Mens der ruges er det kun hannen der foder de “gamle” unger.
    pel

  11. I dag var alle 4 unger inde i inderrummet, så jeg tog chancen og flyttede dem til en anden voliere. Jeg ville helst have sat dem i volieren op ad den med forældreparret, så hannen kunne vedblive at fodre dem lidt endnu, men det kunne ikke lade sig gøre, da skadedroslerne har unger i den voliere nu.

    De fik tilbudt levende foder af flere slags og flere steder i volieren, for at være sikker på at de selv kan finde foderet. Så krydser vi fingre for at det ikke var for tidligt.

  12. Alle unger lader til at have det godt, og spiser selv både frosne madikker, microorm og melorm. Om de tager andet vides ikke, da de jo går sammen med mine fløjlstangar. En enkelt unge har været ude i ydervolieren, men den fandt da ind igen inden aften. De tilbringer al tid indendørs, men de opdager vel muligheden for luft inden længe. Men nu er jeg jo også begyndt at fodre for unger igen hos parret, hvis æg burde klække her en af dagene. Så med forbehold for uforudsete hændelser, så er der 4 selvstændige unger der klarede den.

  13. Det lyder sgu godt.
    Jeg har stadig 2 unger i reden, de vokser fint, men jeg er lidt bange for vejret i de her dage.. Det regner jo som besat.

    Krydser fingre for at det lykkedes.

  14. Der var alligevel grænser for successen…

    For to dage siden, havde de endnu ikke tømt skålen med hvide melorm, da jeg kom for at fodre anden gang den dag, og en kontrol afslørede også en helt tom rede. Det var ikke muligt at finde nogen af unger i volieren. Ungerne har været omkring 4-5 dage gamle. Eneste bud på årsagen er de gamle unger, som måske forstyre lige lovligt meget fra genbo-volieren. Men så er det bare mærkeligt at det ikke var sket tidligere.
    Men de prøver forhåbentlig snart igen.

  15. Så lykkedes det for det ene af mine par at få unger på pind. De valgte selvfølgelig at forlade reden, på den dag med det voldsommeste regnvejr!!
    Efter en af de tunge byger, var jeg ude og kigge til ungerne, den ene sad fint i en meters højde, den anden på jorden i det våde græs. Så jeg valgte at fange begge unger ind, og sætte dem ud i det tilstødende inderrum, på den måde blev de i hvert fald ikke mere våde. Her hen på aftenen ser det ud til at de går til ro indenfor, så med lidt held er det lykkedes at rede de 2 uldtotter, fra en kold og våd nat.

    DHJ

  16. I gang igen – tredje kuld

    I dag blev det tredje æg formodentlig lagt, og de ruger nu fast. Så må vi se om det lykkes med et kuld mere denne gang.

  17. Så har hunnen i det ynglende par lagt sig igen, det blev kun til 1 unge i første kuld. anden unge kom aldrig rigtig op fra de laveste grene, og på 4 dagen var den temmelig sløj, næste dag lå den og var død. Gad nok vide hvad der er galt, måske coccidiose?

    Nå skidt med det hunnen ligger igen, og så må vi håbe på et lidt bedre resultat i 2. omgang.

  18. Efter at have været på ferie så opdagede jeg i søndags (5 juli) at en af de voksne fløj rundt med noget meget stort i næbbet. Det viste sig at være en unge, så æggene var ihvertfald klækket. En nærmere undersøgelse afslørede dog, at der stadig var to unger i reden. Men det værste var dog at jeg kun kunne se en voksen tilbage. Jeg har efterfølgende fundet hannen, som lå død uden tydelige tegn på årsagen. Ret træls når der var tale om et ungt par fra sidste år.
    Men det opløftende var dog de 2 unger i reden. Jeg var meget opmærksom på om hun passede ungerne, og kontrol viste at hun varmede dem fint. Dog tog hun meget lidt levende foder, så jeg var bange for at ungerne ikke fik nok at spise. Jeg satte derfor flere skåle med foder frem. Primært voksmøl og forpuppede melorm. Selv hvide melorm får lov at ligge tilbage. Jeg jog hunnen af reden nogle gange for på den måde at få hende til foderskålene, og det virkede nogenlunde, men allerede 2 dage efter tog hun meget bedre fra, helt uden min hjælp.

    Jeg har fået forsyninger af microorm, men giver stadig tilskud af pupper og voksmøl. Sidstnævnte kunne dog ikke holde til en uge med 30 grader, så de er forpuppede alle sammen og dem vil hun ikke tage. Men skadedroslerne og pragttimalierne er heldigvis meget glade for dem.

    Nu krydses der blot fingre for at de sidste 2 unger skal klare det, så parret i det mindste nåede at producere 6 unger.

  19. Det lykkedes!
    Hunnen fik på egen hånd de sidste to unger på pind. Det er nu et par dage siden, og de er endda allerede blevet ringmærket, så jeg kan få dem testet.
    De 4 gamle unger var allerede begyndt at slås indbyrdes. En enkelt viste tydelig parringsopførsel, og han var meget efter de to andre unger. Den sidste unge bejlede han blot til. Desuden så jeg ham også flyve rundt med strå, så gad vide om de virkelig kunne nå at få unger selv i samme sæson? Det vil nok ikke være gunstigt, men det er da imponerende at de så hurtigt er yngleklare.
    Løsningen blev at skille dem i to og to. Så to af ungerne går nu sammen med 3 unger af skægskadedrossel, hvilket ikke giver problemer pt.
    Nu skal hunnen blot få de to nye unger selvstændige, så bliver de alle flyttet og så sætter jeg mine kikuyo og mine sølvnæbbet fløjstangar derind, for de har endnu ikke lavet noget i år.

  20. Stadig lidt problener

    Det var ikke nok at skille de to par tilfældigt. Da jeg fik lavet det sidste inderbur færdig kunne de nemled sidde og se og kalde til hinanden med kun en meter i mellem. Så begyndte det adskilte par at jagte den de var sat sammen med. Så jeg observede, hvem der jagede hvem, og så satte jeg de to “jægere” sammen, så nu er der ro på igen.

    Den enlige hun og de to unger går stadig i den store voliere, dog sammen med Kikuyo brillefugleparret. Ungerne er næsten selvstændige, men hunnen valgte så at lægge æg igen i sidste uge, så hun har ruget i en uge nu. Så det bliver spændende om hun har sædgemme er kan holde i omkring 3 uger…

Skriv et svar