Ovenstående udsagn kan nok sætte gang i en del debat både for og imod, men grundlæggende er der ikke noget at udsætte på det, hvilket jeg vil forsøge at redegøre for herunder.
Med frugt- og insektæderne bliver det tydeligt, at der er forskel på, hvor meget plads de har, hvor mange andre fugle der er i volieren og så mængden af unger, der kommer på pind. Det har også betydning hos andre fuglegrupper, men det er ikke nær så afgørende, som det er med frugt- og insektæderne.
Klik på linket herunder for at læse hele indlægget:
Mange har en forestilling om den optimale voliere, hvor der er levende af aktive fugle, der flyver rundt og lever godt i en kæmpevoliere. Det kan da også være et dejligt syn, men det er ikke det samme som, at de selvsamme fugle får specielt mange unger. Denne gruppe af fugle har mulighed for at finde en del foder selv i form af den store mængde insekter, som kan forvilde sig ind i volieren. Men logisk nok så bliver der færre insekter til den enkelte fugl, jo flere fugle, der er i volieren. Dette naturlige foder, tror jeg, er meget afgørende for succes i forbindelse med opdræt. Vi kan som opdrættere fodre alt det vi vil, men der vil som regel være tale om et ret ensidigt foder. Det fuglene selv kan fange kan bidrage til, at foderet bliver mere varieret, og dermed kommer der sundere og flere unger ud af rederne. De nye insektfangere kan dog i sensommeren rette lidt op på, at foderet ikke bliver for ensidigt.
Så kan man diskutere, hvor god plads fuglene skal have. Nogle vil finde det fint med over 5 par på 20-30 m2 meter, men jeg vil vove at mene, at grænsen snarere ligger omkring 2 par. Hvis der skal være flere par i en voliere, så skal den være rigtig stor. For det optimale resultat, så skal der ikke gå mere end ét par i en voliere under 15 m2. Volieren kan fint være mindre endnu til et par, men det afgørende er, at de går alene.
Det er ikke kun med hensyn til foderet, at der er fordele ved at holde fuglene parvis. Selvom fugle kan tolerere hinanden og gå i samme voliere, så kan de stadig genere og stresse hinanden. Nogle fugle er så nysgerrige, at de hele tiden skal undersøge de andre fugles reder, hvilket kan medføre at de opgiver at yngle, eller begynder at bygge et andet sted. Hvis fuglene derimod går alene, så minimere man uvilkårligt risikoen for forstyrrelser. Det gælder også i forhold til nabovolieren. Nogle arter kan ikke gå i nærheden af artsfæller uden at stresse over det. Det kan også blot være nært beslægtede fuglearter, som har den samme stemme og dermed virker som en rivaliserende fugl. De mest territoriehævende fugle kan bruge hele ynglesæsonen på at synge og bekrige artsfællen, selv hvis denne går i den anden ende af haven. Nogen gange er det tydeligt at der foregår en kamp, mens man andre gange tror at de knapt er klar over at der artsfæller i nærheden, men fuglene er nu aldrig i tvivl, og det kan betyde mere end vi helst vil tro. Nogle opdrættere er jo begyndt at holde flere par af samme art, så de kan sammensætte og sælge ubeslægtede unger uden at skulle bytte med andre. Det er en smart metode, men for visse arter er det altså ikke muligt.
Man kan også argumentere med at man altså ikke vil nøjes med et eller to par i den store voliere, når der nu er “plads” til flere. Der skal være noget at se på. Det er bare ikke tiden til den slags egoisme. Så må man acceptere, at det nok var bedre med lidt flere frøædere i stedet. Der er for få frugt- og insektædere tilbage i landet til, at de skal gå i overfyldte volierer og kun få en unge eller to om året. Fornøjelsen ved at fodre i en voliere med et par og en rede med unger er også større, når man ikke er tvivl om, hvem foderet går til. Det er træls at fodre 6 fugle med voksmøl for at få én unge på pind.
Dette skal ikke ses som et angreb på alle opdrættere, som holder flere par i samme voliere. Det skal ses som et forsøg på at få ændret en mentalitet fra dengang man fik kastet sangtimalier i nakken for 125 kroner parret. Det kan være fristende at købe nye fugle, men vend dig til at tænke på, hvilket par der så skal videre, for at der er en voliere til det nye par.
Der nogle opdrætter som formår at få gode resultater, under normale forhold, i meget store volierer, selvom der går mange arter i volieren og det er jo fantastisk, men det er alligevel sjældent at disse opdrættere kan bryste sig af særligt store kuld.
Det er naturligvis også af største vigtighed, at volieren er veltilplantet og giver fuglene gode muligheder for at opleve både vejr og vind. Overdækkede områder er glimrende til at beskytte reder, men de skal ikke være dominerende. Men at volieren er veltilplantet og ikke overgroet, må tages for givet, når man snakker om frugt og insektædere. Husk at en hæksaks er glimrende til at skabe tætte buske og redemuligheder, så sørg for at holde bevoksningen nede, så fuglene kan få noget sol og luft. Maks en fjerdedel tætbevokset og den resterende del skal være åben og give muligheder for udfoldelse til den enkelte fugleart, alt efter om den søger føde på jorden eller højt i beplantningen.
Men uanset hvordan man vælger at holde sine fugle, så handler det i bund og grund om at give dem de mest optimale betingelser for at yngle. Det har alle et ansvar for, og et par i en voliere yngler alt andet lige bedre end fem par i samme voliere.
Vi kan ikke nøjes med at være fugleholdere – vi skal være opdrættere!